Colombia -Et nyt Vietnam?

Af  Pelle Dragsted

1997 blev et af de blodigste år i den colombianske konflikt historie. De paramilitære grupper øgede deres kriminelle aktiviteter og antallet af mord, tortur og forsvindinger steg markant. Det blev samtidigt mere og mere tydligt at de paramilitære gruppers overgreb på civilbefolkningen var en bevidst strategi i regeringens forsøg på at bekæmpe Colombias voksende væbnede bevægelse. Udviklingen i de første måneder af 1998 giver desværre intet håb om forbedring.
 

Selektive mord

Den 18. April myrdedes advokaten og menneskerettighedsforkæmperen Umaña Mendoza. En kvinde og to mænd der udgav sig for at være journalister trængte ind på hans kontor og myrdede ham med flere skud. Mendoza tilhørte kommunistpartiet, men var samtidigt en respekteret forkæmper for menneskerettighederne i Colombia. Han havde medvirket ved en række delikate retsager om regerigshærens deltagelse i overgreb på civilbefolkningen. Sidst havde han forsvaret en række ledende medlemmer af oliearbejdernes fagforenign USO, der var beskyldt for at tilhøre guerillaen. To måneder inden hans død havde Mendoza gjort politiet opmærksom på at han modtog dødstrusler.
 

Dagen før drabet på Mendoza, blev en ældre kvinde der tidligere tilhørte kommunistpartiet, myrdet udenfor sit hjem i en forstad til Colombias Hovedstad Bogotá, ligesom en borgmester der tilhørte kommunistpartiet myrdedes i den 29 marts i Arauca. De skyldige bag mordene er ikke fundet.

Drabet på Umaña Mendoza førte til store folkelige protester i hele landet. Oliearbejdernes fagforenign USO indkaldte til en 24 timer lang strejk. Strejken omfattede arbejdere fra olie-, telekommunikations-, og eliktricitets-sektoren og havde deltaglese i hele landet.

I Bogotá samledes hundredevis af repræsentanter for folkelige organisationer på byens universitet og grundlagde en ny sammenslutning af bevægelser der skal arbejde mod  de paramilitæres gruppers overgreb. FNs udsending i Colombia, Almudena Mazarossa fordømte på sin side også mordet og krævede en øjeblikkelig efterforskning samt beskyttelse af landets menneskerettighedsaktivister.

Selv præsident Samper fordømte mordet på Mendoza.  Den folkelige bevægelse anså dog dette som en tom gestus idet Sampers administrartion endnu ikke har gjort noget ærligt forsøg på at stoppe de paramilitære gruppers selektive mord.
Forfølgelsen af mennekserettighedsaktivister har også medført at Amnesty International lukker deres kontor i Colombia. Amnesty har gennem sidste måneder været udsat for en række intimidationer og trusler.
 

Massakrer i hele landet

I Urabá, Arauca og Meta alle regioner med stærk tilstedeværelse fra Guerillaen har paramiltære grupper myrdet flere hunderede personer siden årsskiftet. Mordene bliver stadig mere bestialske.

Ofrene parteres med motorsave mens de stadig er i live. Andre brændes levende, tortureres eller voldtages for derefter at blive slået ihjel. De som ikke bliver slået ihjel trues med døden hvis de samarbejder med guerillaen. Værst er situationen i Putumayo-regionen i det sydlige Colombia ved grænsen til Ecuador. Her har paramilitære grupper siden slutningen af Januar myrdet over 150 mennekser. Vidner i byen fortæller hvordan et af militærets Herkulesfly den 7. januar landede i lufthavnen i Regionshovedsatden Puerto Asís, medbringende omkring 200 stærkt bevæbnede paramilitære soldater.  Soldaterne har siden etableret sig i området og gennemført en langsom massakre mod områdets civilbefolkning.
 

De paramilitære soldater bærer på en liste på over 250 personer som de mener samarbejder med Guerillaen. De installerer vejblokader og he med koldt blod henrettte de personer som de finder på deres lister. Vidner fortæller blandt andet hvordan en mand blev brændt levende midt på byens torv. Ofrene er bønder i området, menneskerettigheds-aktivister, præster,- ja selv byens borgmester blev udsat for et attantat efter at han havde udtalt sig imod de paramilitære gruppers tilstedeværelse.

Militæret nægter, at der skulle være paramilitære grupper i området og at der overhovedet er foregået massakrer, men vidner fortæller hvordan militæret  selv udpeger de personer der siden bliver ofre for de paramilitære gruppe, der kalder sig  “Autodefensas del Sur”.

Den 4. maj gennemførtes endnu en uhyggelig massakre. Omkring 200 paramilitære soldater trængte ind i landsbyen Puerto Alvira. De samlede 8 familier bestående af 22 personer  på byens torv hvor de blev torturet og derefter henrettet.

I månederne op til massakren havde en lokal menneskerettighedsorganisation flere gange hanvendt sig til regeringen og fortalt om paramilitære gruppers trusler mod landsbyen. Regeringen reagerede ikke på henvendelserne.
Massakrene i colombias landområder har ført til at tusinder af familier søger mod slumområderne i de større byer og slutter sig til de 1.1 million colombianer der allerede i dag lever som interne flygtninge, og mange landsbyer forvandles til ubeboede spøgelsesbyer.

Guerillaen styrkes

I ugen op til Colombias parlamentsvalg den 8. Marts led regeringshæren  således et stort nederlag til guerillaen. Kampene begyndte den 2. marts hvor en af hærens elitebataljoner blev angrebet af guerillaenheder fra FARCs “sydlige blok”. Under kampene som varede flere dage blev 80 regeringsoldater dræbt, 30 såredes og 3 af hærens helikoptere blev skudt ned. Præsidentens militære rådgiver kaldte nederlaget for “det største i krigens historie” og slog fast at “ Guerillaen har igen bevist at de er en bedre og mere veldiciplineret styrke end hæren”. Nederlaget betød et stort prestigetab for præsidenten kort før parlametsvalget.

Men dette nederlag var kun et af mange i hærens forsøg på at nedkæmpe landets guerillabevægelser.

I 1997 omfattede udgifterne til militæret 20 % af nationalbudgettet, men på trods af enorme investeringer i militært isenkram,  er guerillaen op gennem 90´erne vokset stødt både i antal og i militær og politisk tilstedeværelse. Vestlige diplomater anslår at guerillaen i dag kontrollerer op mod halvdelen af landet, dog først og fremmest mindre beboede jungle-områder.

Hæren er på sin side pessimistisk med hensyn til at besejre guerillaen i de svært tilgængelige områder. Således udtaler en af hærens kommandanter Major Aguilar til Reuters:
 

“ Vi bekæmper tre faktorer her. Den væbnede fjende, terrænet, og den civile befolkning som alle er imod os”.

Men også omkring de større byer er guerillaen styrket. I de første uger i April meldtes der om daglige slag i bjergene omkring hovedstaden Bogotám. Guerillaen trængte også ind i flere større byer hvor politi-stationer og kaserner blev angrebet.

Intervention fra nord ?

Dette førte overvejelser i Clinton-administrationen om en øget militær støtte til Colombia og Kongressen godkender efter al sandsynlighed snart nye hasteleverancer af sofistikeret krigsmateriel herunder et antal Black Hawk-helikoptere til det colombianske militær.

Den militære støtte fra USA er i forvejen tredoblet fra 28,5 millioner dollars i 1995 til 100 milloner dollars i 1997.

Mere bekymrende er det dog at der på det seneste har verseret rygter om en eventuel direkte amerikansk militær intervention i Colombia. Rygterne stammer fra argentinsk presse hvor det afslørededs at den militære chef for USAs sydkommando Charles Wilhelm  der har ansvaret for USAs militære tilstedeværelse i sydamerika, har besøgt flere sydamerikankse lande og forelagt dem et forslag om at opbygge en multinational militærstyrke under ledlese af USA, der skulle intervenere i det sydlige Colombia. Rygterne er officielt blevet afvist af amerikanske militærmyndigheder.
 

Kritikere i USA har peget på at øget amerikansk indblanding i Colombia kan føre til en “vietnamitisering” af konflikten og et stadigt voksende amerikansk militært engagement i Colombia.

Colombias Guerilla-bevægelse og legale opposition har reageret på rygterne ved at opfordre til en bred fokelig og militær front mod  en eventuel amerikansk intervention.

Narko som undskyldning

Indtil nu har USAa politik været relativt klar. Selvom flere internationale menneskerettigheds-organisationer har peget på at USAs militær-støtte bliver brugt imod såvel guerillaen som civilbefolkningen har amerikanske myndigheder fastholdt at en militære støtte alene var beregnet på bekæmpelse af narkotrafikken. Denne politik ser nu ud til at være ændret.

Kilder i det amerikanske forsvarsministerium har for nyligt udtalt, at man ikke længere kan skelne mellem narkotrafikanter og guerillaer og i den føromtalte rapport fra DIA peger man på at Colombia, hvis guerillaen besejrer regeringshæren vil forvandles til en “narko-stat”.

Angående guerillaens deltagelse i narkokriminalitet, er der dog langt fra enighed i amerikanske rækker. I et nyligt afholdt møde i USAs narkobekæmpelses- organisation DEA i Costa Rica fastslog organisationens talsmand således at:

“Vi har ikke fundet nogle forbindelser mellem guerillaen og narkotrafikanterne. Jeg gentager vi har ikke bevist et eneste tilfælde af trafik med narko fra guerillaens side.”

Guerillaen afviser på sin side enhver forbindelse med dyrkning, produktion eller trafik med narko. FARC er gået så langt som til at invitere de amerikanske myndigheder til at besøge de områder de kontrollere for ved selvsyn at kunne konstatere at FARC intet har med narkotrafikken at gøre. FARC peger på at snakken om en narkoguerilla blot er en undskyldning der kan retfærdiggøre en amerikansk intervention mod colombias væbnede opposition.

 Intet håb om fred

Der blev godt nok taget de første spæde skridt til en forhandling mellem guerillabevægelsen ELN og regeringen, men efter de seneste mord på aktivister er ELN  brudt ud af forhandlingerne da de ser disse mord som endnu et bevis på, at legal politisk modstand ikke er mulig i Colombia.

FARC, som er langt den største guerilla, deltog heller ikke i forhandlingerne.
For at gå til forhandlingsbordet kræver FARC, at hæren skal demilitarisere en række kommuner.

Dette skulle ske for at muliggøre befolkningens deltagelse i fredsforhandlingerne, men regeringen har skarpt afvist denne mulighed.
Senest har de to store venstrefløjspartier, Kommunistpartiet og Unión Patriotica taget beslutning om ikke at deltage i præsidentvalget d. 31. maj, da de ikke mener at forholdene gør det muligt.

Partierne peger på at den beskidte krig, som i firserne kostede dem 4000 myrdede partimedlemmer nu optrappes på ny. De tilslutter sig ved det kommende valg, guerillaens opfordring til befolkningen om at boykotte vaghandlingerne, indtil der igen er sikre forhold for oppositionen i Colombia.

Solidaritet med Colombia

Dette vil Internationalt Forum fremover forsøge at ændre. Latin-amerikagruppen har derfor etableret kontakt med colombia-solidariteten i Sverige og tilsluttet sig et europæisk netværk hvor vi sammen med solidaritetsorganisationer fra hele verden skal arbejde for en ændring af de uacceptable forhold i Colombia.
Internationalt Forum vil ca. hver måned udarbejde et “colombia-nyt” hvor de vigtigste nyheder vil blive bragt. Man kan Få Colombia-nyt ved at henvende sig til Ifs landskontor. Eller ved at skrive til e-mailadressen:

I Gaia nr.18 bragtes en længere artikel-række om konflikten i Colombia